Af Louis Raaschou
Med Nicolas Winding Refns debut Pusher (1996) stod det klart, at en stjerne var født, og et kultfænomen var skabt. Oven på en årrække i udlandet, med Drive (2011) og prisen for Bedste Manuskript i Cannes som højdepunktet, er han tilbage på dansk grund med Netflix-serien Copenhagen Cowboy. Nok en gang bader han den kriminelle underverden i neonlys, denne gang i Københavns gader, og man sidder tilbage med en følelse af, at den hjemvendte Refn er gået full circle.
Vi møder i Copenhagen Cowboy den unge Miu, som i nattens mørke køres til en villa, hvor Serbiske Rosella og hendes bror Andrej, en hårdkogt albansk gangster, huserer. I kælderen er en gruppe østeuropæiske kvinder fanget som sexslaver, men Mius rolle er en anden, og hun får hjemme oven på, for der er noget særligt over hende. Hun får med ét blomsterne til at blomstre, og på samme måde tror den aldrende Rosella på, at hun på magisk vis kan trylle hende gravid.
Den gådefulde Miu er nemlig en ”lykkemønt”, der har en form for mystiske, overnaturlige evner, som enhver magtbegærlig gangster hungrer efter at kontrollere, næsten lige så meget som de frygter dem. Mystikken om hvem og hvad Miu er, bliver ved med at spøge, som hun begiver sig ud på en både voldelig og åndelig odyssé gennem den københavnske underverden.
Der er netop noget spøgende over Refns insisterende dvælen, der kun giver til dem, der virkelig investerer sig. Som det var med hans Amazon Prime-serie Too Old to Die Young (2019), kræver Copenhagen Cowboy, at man overgiver sig med fuldkommen tillid til, at man nok skal blive ført det helt rigtige sted hen. Det er alt andet end 150 i timen, men giver man sig hen, begynder den langsommelige pacing med tiden at give rigtig god mening.
Den nærmest meditative stemning kommer særligt til sin ret i kraft af fotograf Magnus Nordenhof Jøncks kamera, der føles som noget fra en observerende dokumentar. Man bliver fluen, der, i stedet for på væggen, placeres midt i spektaklet, og gennem cirkulære 360 graders-panoreringer får udfoldet rummene i etaper. Det er et stilistisk greb, som ved sit fravalg af klipning ændrer drastisk på, hvordan en scene opleves, og får øjeblikke til at føles som frosset i tid.
Miu ender siden på den kinesiske restaurant Dragon Palace, der er som taget ud af Bangkok-thrilleren Only God Forgives (2013), hvor hun møder ejeren, Mor Hulda (Lili Zhang), hvis datter er blevet kidnappet af gangsterbossen Mr. Chiang (Jason Hendil-Forssell). Her beslutter Miu sig for at komme den lille pige til undsætning, men at befri hende kræver, at hun synker endnu dybere ned i underverdenens mørke.
Vi introduceres for den hermetiske, perversionerede og grundgustne virkelighed, som et overklassepar med deres søn Nicklas (Andreas Lykke Jørgensen) lever i på et enormt gods, mens Miu kommer til København, hvor hun opsøger et bekendtskab fra hendes fortid, gangsterbossen Miroslav (Zlatko Buric). Det er alt sammen udforskninger af små hierarkiske økosystemer i den kriminelle underverden, hvor alle har en pistol for panden, og parerer ordrer fra hvem end der holder den.
Små fortællinger, der sammenflettes af Mius stiltiende tilstedeværelse, som den der, når hovmodigheden tager over, kan vende op og ned på alting. Hun er som en almægtig engel sænket ned i helvede, men i stedet for at bringe velsignelser med sig, smider hun vinger og glorie for at trække i det blå tracksuit, klar til at uddele knytnæveslag og flyvespark til hvem end der står i vejen.
Det er lukkede enklaver af underverdenen, som på hver deres måde indprenter sig som atmosfærer og stemninger. Hvad end det er en grisestald, et penthousekontor, en skov eller en parkeringsplads på Amager, sætter følelsen af hvert eneste sted sig i kroppen. Refn viser scene efter scene, at han har modet til at lade narrativet træde vande i momenter, for at give tid til, at man kan afsøge de dybeste kroge af tilstanden både i og omkring karaktererne.
Her er det også, at det eminente score, selvfølgelig lavet af Refns faste komponist Cliff Martinez, viser sig fra sin bedste side. Synthlyden er overalt, i både fintfølende melodier og bombastisk basstøj. Det er så umiskendelige toner og klange, at selv en blind ville kunne genkende det som lyden af en NWR-produktion.
Som vi kender det fra den danske auteurs udenlandske film, er Miu en fåmælt protagonist, der i de ultra-Refn’ske neonoplyste tableauer har en urokkelig grundro og aldrig fortrækker en mine. Ansigtet er som mejslet i sten. Angela Bundalovic (The Rain) går uimponeret og selvsikkert til opgaven, og sætter den noget nær lige i skabet. Hendes tavse udtryk er ekstremt dragende, og hun falder naturligt ind i actionscenerne, som den overlegne heltinde med den klejne fysik.
Omkring hende har man sammensat et bredt cast af mere og mindre kendte folk, der alle passer godt til deres roller. Mest mindeværdige er Hendil-Forssell som Mr. Chiang og, selvfølgelig fristes man til at sige, altid veloplagte Zlatko Buric som Balkan-bossen Miroslav.
Hele serien præges af en dybt intens stemning, både når der tales og ties, men alligevel finder Refn med milimeterpræcision plads til oprigtigt sjove momenter. Det fx med cameos fra Mads Brügger og Mikael Bertelsen som stjernearkitekter, eller en sindsforstyrret Allan Olsen, der er overlykkelig for den falafeldurum med hvidløgsdressing, som hans pusherven afleverer gennem brevsprækken.
Copenhagen Cowboy bæres af stemninger, billeder og lyd, og er derfor dybt afhængig af, at den sparsomme dialog er skåret knivskarpt, og det er den virkelig. Alligevel får den lov at leve, hvor der er plads til det, ikke mindst når man får gansterbosser til at fremføre replikker, som var det bibelske verslinjer de reciterede fra prædikestolen søndag formiddag. For den her verden er deres kirke, det allerhelligste, og ikke mindst det, der indgyder den største ærefrygt.
Nicolas Winding Refn har med Copenhagen Cowboy skabt en serie, der omslutter sig hele hans karriere som filmskaber. Et værk der, helt som sin skaber, aldrig går på kompromis med noget, tør udleve sin vildeste, mærkeligste og mest forskruede fantasi, og som resultat skaber et flydende sprog, der transcenderer genrer og udtryksformer, og cementerer Refns plads blandt de allerstørste instruktørstemmer vi har.
Kommentarer